Kirkens
Trosbekendelse
Hvad vi tror på i Aarhus Bibelkirke
Kirkens
Trosbekendelse
Hvad vi tror på i Aarhus Bibelkirke
Bibelens lære
Hvad vi tror på
Hvad vi
tror på
Trosbekendelsen fastslår vores tro på historisk bibelsk kristendom og inkluderer de troendes dåb.
Kirkens eneste autoritet er Bibelen, som er inspireret af Gud ved Helligånden (2 Tim 3:16), ufejlbarlig og fuldt ud tilstrækkelig og troværdig.
Ingen dele af den originale Skrift er mærkede med fejl eller udtryk for menneskers syndige natur.
Skriftens autoritet og tilstrækkelighed omfatter hele Bibelen og er derfor den endegyldige autoritet for al lære og praksis. Da ethvert skrift er udåndet af Gud kan man ikke sætte en del af skriften som værende mere Guds ord end andre dele af skriften, f.eks. ved at sætte Jesu ord i evangelierne op imod Paulus’ skrifter (2 Tim 3:15-17; 2 Pet 1:21).
Den eneste sande Gud bliver for os åbenbaret i tre distinkte personer; Faderen, Sønnen og Helligånden, hver med deres distinkte personlige egenskaber, men med den helt samme natur, essens og væsen (1 Mos 1:26; Matt 28:19; Joh 1:1; 10:30; ApG 5:3-4; Kol 2:9; 1 Joh 5:7).
Vor Herre Jesu Kristi evige Fader er ophavet til frelsen og har i sin nåde udvalgt fra evige tider siden dem, som han har givet til sin Søn.
Herren Jesus Kristus er den evige Guds søn, som er fuldt ud Gud og fuldt ud menneske.
Han blev født af en jomfru, levede et syndfrit liv, gjorde mirakler, udgød sit blod i en stedfortrædende forsonende død, opstod legemligt fra døden, steg op til himlen ved Faderen højre side, og skal personligt komme tilbage til jorden i magt og herlighed.
Helligånden er den tredje person i treenigheden.
Som den overnaturlige og suveræne formidler af den nye fødsel, tager Helligånden bolig i alle troende og døber dem ind i Kristi legeme i det øjeblik de frelses.
Helligånden er også virksom i de troendes helliggørelse; Han vejleder, oplyser, udruster til tjeneste, giver nådegaver og besegler hver troende indtil forløsningens dag.
Oprindeligt skabte Gud mennesket i sit eget billede (1 Mos 1:27), uden synd (1 Mos 2:25), til sin ære (Es 43:7). Men gennem Satans fristelse, overtrådte mennesket Guds befaling og faldt fra sin oprindelige hellighed og retfærdighed (1 Mos 3:1-24).
Herigennem arvede de første menneskers efterkommere en korrupt natur (Rom 3:9-18), som fuldt ud er i modstrid med Gud og Hans love.
De er under fordømmelse (Rom 5:18) og i det øjeblik de bliver i stand til at praktisere moralske handlinger, bliver de egentlige lovbrydere (Sl 51:5).
Jesus Kristus, Guds enbårne Søn (Joh 3:16), er guddommeligt udvalgt til at være mellemmand mellem Gud og mennesker (1 Tim 2:5). Idet Han tog menneskeskikkelse på sig (Fil 2:5-8), dog uden synd (Hebr 4:15), opfyldte Han loven perfekt (Matt 5:17).
Han led og døde på korset til frelse for syndere (Joh 10:5; Rom 3:25; 1 Pet 2:24). Han blev begravet, oprejst igen på den tredje dag (1 Kor 15:4) og steg op til sin Fader (ApG 1:9), hvor Han for evigt sidder ved Hans højre hånd for at gå i forbøn for sit folk (Rom 8:34).
Han skal komme igen, synlig i sit rige og dømme levende og døde (2 Tim 4:1). Han er den eneste mellemmand, Profeten (ApG 3:20-23), Præsten (Hebr 4:14), Kirkens konge og universets suveræne Hersker (Ef 1:21-22).
Genfødslen er en forvandling af hjertet ved den Hellige Ånds virke, som levendegør dem som er døde i deres overtrædelser og synder.
Helligånden oplyser deres sind og ånd til at forstå Guds Ord og fornyer hele deres væsen, således at de elsker og praktiserer hellighed.
Det er Guds værk alene, som bygger på Hans store nåde (Ez 36:24-27; Johs 3:3-8; 2 Kor 5:17; Titus 3:5).
Omvendelse er en evangelisk nåde, hvorved Helligånden åbenbarer for mennesker deres enorme syndige ondskab.
Denne åbenbaring leder ved Guds nåde mennesker til at ydmyge sig overfor Gud med en bedrøvelse som er efter Hans vilje, en afsky for synd og et opgør med verden, kødet og djævelen, med den hensigt at kunne vandre med Gud og behage Ham i alle ting (Sl 51; Mark 1:15; Luk 13:3; 24:47; ApG 11:18; 20:21; 2 Kor 7:9-10; Ef 2:1-3).
Den frelsende tro er en tro på Guds autoritet, som udtrykt og åbenbaret i hans Ord om Kristus.
Denne tro overgiver sig til og hviler alene på Kristi retfærdighed.
Den skabes i hjertet ved Helligånden og fører ved Guds nåde til sjælens frelse.
Den leder den troende til et helligt liv (Joh 6:44-45; Rom 10:17; 1 Kor 12:3; Ef 2:8, Titus 1:1; Hebr 10:39)
Retfærdiggørelse, hvis grundlag er Jesu frelsergerning, er Guds nåderige og fulde frikendelse af syndere som omvender sig fra al synd og tror på Kristus.
Den gives ikke på baggrund af gerninger eller nogen iboende kvaliteter, men alene på baggrund af Kristi lydighed og stedfortrædende sonoffer.
Retfærdiggørelsen modtages gennem tro (ApG 3:19; Rom 3:26; 4:5-7; 8:30-33; 1 Kor 1:30)
De som er genfødt er også helliggjort ved Guds Ord og Ånd, som bor i dem.
Denne helliggørelse er en fremadskridende proces som tilføres guddommelig styrke.
Alle Guds retfærdige søger at opnå helliggørelse og presser på efter det himmelske liv i lydighed mod alle Kristi befalinger (Joh 17:17-19; Apg 20:32; Gal 5:16-25; 1 Pet 1:2).
Herren Jesus Kristus er hovedet for kirken (Ef 1:22; Kol 1:18), som består af alle sande kristne (1 Kor 12:13), og i Ham bor hele Guds fylde og kraft til dens ledelse.
I henhold til Hans befaling, er alle kristne kaldet til at knytte sig til en kirke (ApG 14:23; 14:27; 20:17; 20:28; Gal 1:2; Fil 1:1, 1 Thes 1:1).
Gud har givet kirken autoritet til at administrere den orden, disciplin og tilbedelse, som Han har foreskrevet (ApG 20:28; Ef 4:11).
Kirkens embeder er ældste (tilsynsmænd) samt menighedstjenere (diakoner) (1 Tim 3:1-13; Tit 1:5-9; 1 Pet 5:1-5).
Troendes dåb er en af Jesu forordninger, obligatorisk for enhver troende.
Den troende neddykkes i vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, som et tegn på hans fællesskab med Kristi død og opstandelse, syndernes forladelse og en fuld overgivelse til Gud for at leve et nyt liv med Ham (Matt 28:19; ApG 2:41-42; 8:36-39; Rom 6:1-11).
Nadveren er en af Jesu forordninger, som administreres med brød og vin, og helligholdes af kirken indtil verdens ende.
Det er på ingen måder et offer, men er beregnet til at ihukomme Hans død, bekræfte den kristnes tro og være et bånd, et løfte og en fornyelse af deres fællesskab med Ham og med kirken. (Luk 22:15-20; 1 Kor 10:16; 11:23-32)
For både de forløste og de fortabte vil der blive en opstandelse.
For de forløste en opstandelse til liv, og for de fortabte en opstandelse til dom (Joh 5:28-29).
Gud har fastsat en dag, hvor Han skal dømme verden ved Jesus Kristus, en dag hvor alle skal gengældes i forhold til deres gerninger: De uretfærdige vil gå bort til evig straf. De retfærdige til evigt liv (Matt 25:46; ApG 17:30-31; 2 Kor 5:10; 1 Pet 4:17; Åb 20:12).